Vi fortsætter: Märklin ZB 99661

af Flemming Søeborg, 13/2 2019, 10:23 (1896 dage siden) @ Bent Larsen

Der er faktisk eksempler på, at en model er blevet til et "virkeligt forbillede" - tænk bare på det lille, blå damplokomotiv Thomas, der begyndte som en godnathistorie og endte som et højt elsket, virkeligt lokomotiv - endda i flere udgaver i Storbritannien - for ikke at tale om de myriader af H0-modeller af Thomas, der også findes. Jo, det kan godt gå dén vej - fra fiktion til realitet.

For ikke så mange år siden lavede svenske entusiaster en 1:1-kopi af Märklin-klassikeren 3019. For ikke-indviede er nr. 3019 den mørkegrønne udgave af det svenske ellokomotiv Da, og 1:1-kopien fik tilmed påmonteret Märklins Relex-koblinger, så - intet er umuligt!

Omvendt er der flere eksempler på, at modeljernbaneindustrien har påvirket "virkeligheden", således at forbillederne kom til at ligne modellerne - såvel Roco som Märklin har ved flere lejligheder ommalet 1:1-lokomotiver, så de passede til nye farvevarianter af virksomhedernes modeller. Hvis ikke, der var et marked for disse modeller, lavede man dem nok ikke. Og hvad med Märklins udgave af BR 53, kæmpelokomotivet fra Deutsche Reichsbahn, der aldrig kom ud over tegnebrædtet i virkeligheden - men som blev en gedigen salgssucces som H0-model for Märklin (nr. 3102 et al.)?

Konklusionen må være, at "erlaubt ist, was gefällt". I 1960'erne var vi ellevilde med, at der stod "DSB" på nogle vogne. Hvordan de ellers så ud, var dekoreret, eller om de lignede de eventuelle forbilleder, var underordnet. Således var nogle af de mest populære modeller f.eks. Liliputs "Skjold Burne"-vinvogn eller "Veedol"-tankvognen, og mange var begejstrede for Faxe-ølvognen. I nyere tid lavede Tog & Tekno en Urban-ølvogn, og der vil altid være et marked for sådanne "vildskud" - eller "fake models", som det nok hedder på dansk i dag.

Så acceptér fantasimodellerne - eller kig den anden vej. Jeg er bange for, at de er kommet for at blive.

Med venlig hilsen,

Flemming Søeborg


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak