Ønskeseddel :-)

af Flemming Søeborg ⌂, 4/2 2020, 21:11 (1543 dage siden) @ MR Godstog

Netop hjemkommet fra Spielwarenmesse i Nürnberg kan jeg måske bidrage med lidt information fra A.C.M.E. Jeg havde en længere samtale med Alessandro Buonoparte over verdens stærkeste kop espresso, og han fortalte, at netop EA-lokomotivet kommer i år. Det var planlagt til 2. kvartal, men man skal lige for tiden tage den slags oplysninger med et gran salt. Ingen aner, hvad de aktuelle hændelser i Kina vil medføre på kortere og længere sigt (og modellerne produceres netop derude). EA skal komme i rød/sort, rød og - nok sidst på året - i blå udgave. Det var altså hans ord, og dem vil jeg ikke hænges op på.

Mere A.C.M.E.-nyt: Ckm-vognen, DSB's lidet berømte flex-vogne, kommer igen, nu med opstilling af borde og stole som restaurantvogn - igen efter hr. Buonopanes ord. Men det allerbedste er, at A.C.M.E. udsender vognsættet "Italia-Express" fra begyndelsen af 1970'erne - "Italia-Express" kørte om vinteren Rom-København, om sommeren helt til Stockholm, et af de længste europæiske vognløb.

Sættet vil indeholde en tysk D-vogn (rejsegods), en blå CIWL MU-sovevogn, to italienske sidegangsvogne samt en dansk B-vogn (fra Heljan). Forhandlingerne mellem Heljan og A.C.M.E. var ikke helt færdige, og på katalogbilledet er afbildet en rød B-vogn, men han ville hellere have en vinrød vogn, så det bliver det nok. Dertil kan man anskaffe sig et tre-vognsæt, bestående af en DR- og to DB-sidegangsvogne, beregnet til grenene til Berlin/Amsterdam.

U-Hansa-vognen (art. nr. 51004) og Dms-rejsegodsvognen (art. nr. 52359) er stadig i programmet, og hr. Buonopane regner med at komme til DMJU's messe i Kolding i marts. Her kan alle så stille ham relevante spørgsmål. Mere kan jeg ikke bidrage med.

Med venlig hilsen,

Flemming Søeborg
Spor og baner


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak