EVP kommer ind på nogle af problemerne (rengøring, betjening, vedligeholdelse etc.) af et anlæg, og det er vigtigt at have gjort sig sine overvejelser, inden man overhovedet påbegynder opbygningen af det. Støv, snavs, 'nysgerrige' hænder og andre hindringer skal man på forhånd eliminere (ved hjælp af glasruder og indkapsling af anlægget), men lige så vigtigt er det at dimensionere anlægget rigtigt (undgå kurver under 400 mm R). Først og fremmest drejer det sig om at holde det hele så enkelt som muligt - med mindre man har fastansat personale til at drive modeljernbanen. Jo flere funktioner, der er på et anlæg, jo mere kan gå i stykker - f.eks. vil fungerende sporskifter, hvor fascinerende de end er, uvægerligt være en kilde til konstante problemer på et udstillingsanlæg, hvis det skal fungere automatisk.

Den legendariske Københavnerbane, der p.t. er i depot på Danmarks Jernbanemuseum, var et godt eksempel på, hvorledes man med 'ausgeklügelter' sporføring kunne opbygge et interessant og fængslende anlæg (det stammer fra ca. 1966-67). Umiddelbart så det kompliceret og indviklet ud, men anlægget bestod blot af tre separate baner, der krydsede ind over hinanden, samt en bjergbane, der kørte lidt for sig selv. Der var nogle indbyggede fælder fra begyndelsen, blandt andet alt for snævre kurver og et utilgængeligt, langt sporforløb, og det betød, at mange tog slet ikke kunne køre der. De snævre kurver betød samtidig et kolossalt slid på hjul og flanger.

Jeg bestyrede, vedligeholdt og opbyggede modelbanerne på museet 1998-2005 (herunder bjergbanen og havebanen samt en række midlertidige anlæg). Sliddet på de modeljernbaner, der skulle fungere hver eneste dag året rundt, var (og er) stort. På LGB-bjergbanen må sporene fornys mindst én gang om året - skinnerne bliver ganske enkelt høvlet ned, så sporvidden bliver for stor og togene afsporer (vi ved godt, at anlægget er for klejnt, men det var, hvad der var plads til!). Kravet om driftssikkerhed betød, at meget materiel på forhånd blev kasseret - Lima-vognenes akselgafler smeltede, når akslerne løb varme, Heljans P-maskine kunne ikke klare de skarpe kurver, og de mest stabile lokomotiver viste sig at være Limas MZ, Heljans MX og Fleischmanns T-maskine. Rocos MA-lyntog var dog også driftssikkert, og ligeledes Fleischmanns BR 89.

Hvor vil jeg hen med det? Jo, man skal gå efter det sikre, det stabile og det, der nemt kan repareres. Man kan sagtens købe fine, håndbyggede modeller, der svarer til forbilledet, epoken og den pågældende jernbane, men tænk på, at den pågældende model skal køre og køre og køre og køre - ofte flere timer i træk. Vi købte ti eller flere modeller ad gangen, for det var nødvendigt at have godt med reserver.

En anden ting, man skal gøre sig klart, er driftsformen: Skal togene køre pr. automatik, via møntindkast, med trykknap eller med sensorer - så skal anlægget være så enkelt som muligt. Hvis man vælger et mere kompliceret anlæg, kræver det (lønnet) personale, og dette personale skal naturligvis instrueres i betjening af anlægget - det nytter ikke noget, at studentermedhjælperen søndag formiddag ikke aner, hvordan anlægget betjenes efter driftsstop. Igen: Hold det så enkelt som muligt.

Det store anlæg på gulvet (på museet) var nok imponerende, men det var håbløst: Delt var udsat for støv konstant (ikke indkapslet), togene kørte i blokafstand (styret via reed-kontaker og magneter), og det betød, at hver gang, der var problemer (og det var der hver dag!), skulle togene sættes i gang efter en bestemt plan. Det vidste den klub, der havde opbygget anlægget, og det vidste nogle få medarbejdere - men den viden gik med tiden i glemmebogen. Resultatet var, at tilfældige maskiner (uden magneter) blev sat på anlægget, så togene kørte ikke efter hensigten, og det hele støvede mere og mere til. I 1999 blev det hele fjernet.

Så endnu en gang: Hold det simpelt. Sørg for, at den/de personer, der opbygger anlægget, samtidig laver en manual for, hvordan det hele skal drives, således at 'yngste mand' også kan betjene det. Og brug et stabilt system til driften - kig f.eks. på, hvordan de gode modelbyggere på Teknisk Museum i Helsingør har løst opgaven med det historisk-tekniske anlæg: Der kører ombyggede Märklin-lokomotiver på Märklin-spor - ikke kønt, heller ikke 100 % korrekt, men det fungerer - og det er vel også meningen? Det er nødvendigt med mange kompromis'er på sådanne anlæg - ellers kan man 'nøjes' med at bygge et diorama, hvor alle ting stemmer, tolerancer og dimensioner er i orden, men hvor man ikke skal tage alle disse hensyn til driften.

Med venlig hilsen,

Søeborg