Avatar

Frederikshavn Gl. Station - Fiskepakhuset

af Carsten B. Thomsen, Frederikshavn, 6/2 2017, 00:12 (2640 dage siden)
redigeret af Carsten B. Thomsen, 6/2 2017, 02:53

Som nævnt her, så vil jeg løbende vise billeder af de færdige husmodeller til Frederikshavn Gl. Station, efterhånden som de bliver færdige.
Det løfte blev givet for næsten nøjagtigt 2 år siden, så mon ikke at det var på tide at vise flere frem!.

Den anden husmodel i rækken er således denne model af Fiskepakhuset, som var den nordligste af de tre bygninger på Parallelvej, som rummede Godsekspeditionen.

Modellen skulle forestille at gengive forbilledet i præcis 1:87 så nogenlunde sådan som den så ud kort før lukningen af Frederikshavn Gl. Station i 1979 - med alt hvad det så indebærer af diverse ombygninger gennem tiden.

Som altid er byggematerialet plastic, idet komposterbare materialer til modelbyggeri er udelukket hos undertegnede.
Modellen er tilmed solidt bygget, sådan at den kan holde til at blive håndteret ved op- og nedpakning i forbindelse med brugen i Fremo-sammenhæng.
Da der er tale om en håndbygget model, så er der naturligvis en lille skævhed hist og her. Fundamentet på modellen ser ud til at ”skyde ryg” på midten på nogle af billederne. Men det er ikke tilfældet – det er fordi ”bordpladen” (4 mm acrylplade) på mit lysbord buer noget nedad på midten.

Jeg maler som regel modellerne i samlet tilstand – byg først, mal bagefter – idet jeg har dårlige erfaringer med at plasticlim ikke binder så godt på maling. Det er nemlig ikke altid let at undgå, at der kommer maling på limfladerne.
Så foretrækker jeg i stedet at modellen hænger godt sammen – og må så bagefter bøvle med at prøve at lave (lettere uldne!) afgrænsninger mellem farverne – hvilket ikke bliver lettere af, at jeg maler med pensel, og at jeg foretrækker at fortynde malingen en smule.


[image]

Fiskepakhuset set fra sporsiden.
Det var lidt af et pillearbejde at lave de udragende bjælkeender, der bærer rampen.
Som den dovne modelbygger, jeg er, så kom den 3-aksede Proxxon fræser i brug, for at gøre det lettere at lave de mange ens bjælkestumper.
De er lavet at Evergreen strips, som skæres til i længde og derefter lægges ved siden af hinanden – så vidt jeg husker 7 ad gangen – og spændes fast i skruestikket, hvorefter kuglefræseren tryller den konkave facon på bjælkeenderne.
Rejfningen på 45 grader er lavet med en nogenlunde ”skarptandet” Öberg sletfil.


[image]

Modellen set fra gadesiden.
Skorstenen er lavet af en gammel, gulnet og ridset 1 x 1 x 5 legoklods, hvor bunden vender opad, og hvor der er limet en stump 2 mm plasticcard på, hvorefter denne er filet i smig. Den er limet fast til skillevæggene ved kontorerne og sidder derfor rigtig godt fast. Lego-klodsen er limet fast med Faller Super Expert, som binder fint på ABS.
Tagpappet er lavet af malertape, der er skåret i 7 mm brede strimler – og der er mange af dem, så det var lidt af et pillearbejde.


[image]

Under udhænget på begge langsider vandt dovenskaben, så derfor har jeg kun lavet bjælkeenderne ved hovedspærfagene.
Her er faconen fremtryllet ved hjælp af den 3-aksede Proxxon fræser på tilsvarende vis som ved bjælkeenderne for rampen.


[image]

Gavlen mod nord lidt tættere på.
Der hvor der mangler et stykke af fundamentet skal der være terræn. Her var der nemlig opkørsel fra perronen. Efter sigende blev perronbilen parkeret i Fiskepakhuset om natten – det er muligvis grunden til at porten blev gjort bredere.
Som det ses, så er jeg måske ikke så god til at male. Så der skal vist ”repareres” lidt hist og her på et senere tidspunkt.


[image]

Indgangen til kontoret.
Toiletvinduet ved siden af indgangsdøren er fra Heljans mejeri. Alle øvrige vinduer, døre og porten i bygningen er hjemmebyggede af Evergreen rillet plade og strips.
Vinduesglassene er klar styrenplade fra CD-æsker, der er blevet kasseret, for hængslerne er knækket, fordi de er faldet på gulvet.
Sok nævnt her kan CD-æskerne så i stedet gøre nytte i forbindelse med modelbygning, frem for at blive smidt væk.
Gelænderet er lavet af kobberbelagt svejsetråd.
Trappen stammer også fra et byggesæt (husker ikke hvilket - muligvis et gammelt tysk) – den har så fået monteret trin af brædder (Evergreen rillet plade).


Tråden fortsættes i næste post.

--
Med futlig hilsen
Carsten B. Thomsen

Fremo-medlem, H0 2-skinne DCC, dansk (incl. udenlandsk materiel, der kører/har kørt i Danmark), epoke III til VI - dog primært IV.

Avatar

Frederikshavn Gl. Station - Fiskepakhuset

af Carsten B. Thomsen, Frederikshavn, 6/2 2017, 00:13 (2640 dage siden) @ Carsten B. Thomsen
redigeret af Carsten B. Thomsen, 8/2 2017, 21:42

Tråden fortsætter her fra forrige post.

[image]

Modellen ses her adskilt.
Fiskepakhuset er den foreløbigt eneste husmodel til Frederikshavn Gl. Station som har gulv. Dette har udelukkende været for at kunne lave det sådan, at trappen ved indgangsdøren på gadesiden, samt trappen ved rampen på sporsiden, sidder fast på bygningen. Så derfor måtte modellen lavet todelt. Delene passer nøje sammen, sådan at de nærmest ”klikker sammen”. For en sikkerheds skyld er delene skruet sammen med en M3-skrue, der er undersænket under bunden.


[image]

Jeg gør ikke noget stort nummer ud af husmodellernes ”indre liv” – det her er kulisser til modeljernbanehobbyen, jeg bygger, og ikke dukkehuse – og princip er, alt hvad der ikke kan ses i ”daglig drift”, laver jeg ikke.
Så hovedspærfagene indeni modellen har jeg lavet som plader – der så indgår i den skeletstruktur, der støtter taget – og dertil har jeg lavet skillevæggene, der danner kontorrummene og toilettet, sådan at der engang med tiden vil kunne laves lys i rummene – that’s it.
Og så har det hele fået en gang sort Humbrol-maling.


[image]

Farverne har jeg (især) fra nogle af de billeder, som en af mine gode – desværre nu afdøde – bekendte tog i 1970’erne.
Hardy Jespersen var tidligt ude med at bruge farvefilm, og hans mange billeder fra Frederikshavn og omegn har efterhånden været med i en del forskellige publikationer.
Billedet ovenfor er fra en af de årligt tilbagevendende skoleudflugter til Tolne Skov, hvor børnene denne dag fragtes dertil i en Cl- og Cle-vognstamme (forspændt vinrød MY), der afventer i spor 1.
Jeg har pixeleret de ”medvirkende”, idet de muligvis ikke ønsker at blive ”udstillet” i denne forbindelse – også selvom billedet er snart 40 år gammelt.

Ellers kan der ses en masse gode billeder fra Frederikshavn Gl. Station på Jernbanen.dk, og disse herlige billeder har været en uundværlig hjælp i forbindelse med modelbyggeriet.


Modellen vejer 658 gram og måler ca. B x L x H = 160 x 655 x 84 mm (højde inkl. skorsten).

Der er brugt Evergreen strips i forskellige dimensioner, Evergreen rillet plade til døre, porte og trappetrin, samt Evergreen klinkbeklædningsplade til ydervæggene.
Fundamentet er blandt andet lavet af glatte plasticplader fra Busch katalognr. 7203, som er købt hos min lokale modeltogspusher til en rigtig god jydepris.

Tagrenderne er fra Kibri - de bedste af slagsen på "modelbyggemarkedet" - og nedløbsrørene er runde plasticstrips, der forsigtigt er bøjet i facon.

Modellen er malet med Humbrol-maling, hvor alle farverne er fra standardsortimentet.
Jeg kan eventuelt lige finde ud af, hvilke farvenumre, der er brugt, hvis der skulle være interesse for det.

Hvis der skulle være interesse for det, så kunne jeg også vise nogle billeder fra byggeprocssen, idet dette er en af de bygninger, som jeg har fotodokumenteret undervejs i byggeprocessen.

Modellen er endnu ikke patineret – det må vente til at jeg får noget mere øvelse udi denne ædle kunst.


Der er p.t. flere husmodeller på byggebordet – blandt andet hovedbygningen (som kun mangler at blive malet færdig og få monteret vinduer og døre, m.m. - de er for en gangs skyld blevet malet INDEN montering), bygningen for Vognopsynet (som mangler at blive malet), kolonnehuset med dræsineskur (som mangler vinduer og at blive malet), og hovedbygningen til Godsekspeditionen (som foreløbigt kun består af de 4 facader).

--
Med futlig hilsen
Carsten B. Thomsen

Fremo-medlem, H0 2-skinne DCC, dansk (incl. udenlandsk materiel, der kører/har kørt i Danmark), epoke III til VI - dog primært IV.

Frederikshavn Gl. Station - Fiskepakhuset

af cm, 6/2 2017, 13:47 (2640 dage siden) @ Carsten B. Thomsen

Tak, Carsten - for kigget! Og - ja tak - byggeprocessen ville også være interessant at se! Tillykke med det sobre arbejde!

mvh
Chr

--
[image]

Frederikshavn Gl. Station - Fiskepakhuset

af ئۇلغىك, 6/2 2017, 14:11 (2640 dage siden) @ cm

Ja, godt modelbyggeri vil vi gerne se mere af - både resultat og proces. Flot, håber modellen er tilstrækkelig 'blød' så den ikke slår sig, men placerer sig efter modulets plan.

Avatar

Frederikshavn Gl. Station - Fiskepakhuset

af Carsten B. Thomsen, Frederikshavn, 8/2 2017, 20:56 (2637 dage siden) @ Carsten B. Thomsen
redigeret af Carsten B. Thomsen, 9/2 2017, 21:34

Fiskepakhuset er som nævnt en af de husmodeller, som jeg har fotodokumenteret undervejs, og i det følgende kunne jeg så illustrere byggeprocessen ved hjælp af billederne.


[image]

En tegning af forbilledet er uundværlig, når formålet er at bygge en model, der er så nøjagtig som evnerne nu engang giver mulighed for.
Tegningen tegnede jeg med go'e gammeldags tekniske tegnetuscher i 1996, på baggrund af originale tegninger af forbilledet, som jeg havde fået kopier af på Bangsbo Museum & Arkiv.
Dengang befandt byggesagerne for nedrevne bygninger sig nemlig på Bangsbo - de er sidenhen flyttet til Stadsarkivet i midtbyen, dengang det blev oprettet.
Tegningen indgik - sammen med plancher, modeller og andre tegninger, jeg havde lavet - i en udstilling om Frederikshavn Gl. Station på Frederikshavn Bibliotek i 1997, i anledning af DSB's 150 års jubilæum.
Tænk, at det allerede er 20 år siden.
Frederikshavn Bibliotek ligger desuden næsten lige nøjagtigt dér, hvor selve stationsbygningen i sin tid stod, frem til den blev revet ned i foråret 1980.


[image]

Fundamentet er bygget op af 1,5 mm plasticplader fra Busch katalognr. 7203 (de brune), som er købt hos min lokale modeltogspusher, og stykker af nogle ret store 1,5 mm plasticplader (de lysegule), som jeg købte hos Trinbrættet Aarhus v/ Mads Sjøner i 1990'erne. De er så kommet til nytte idag, omkring 20 år senere.
Som det ses, så er klemmerne fra brødposer aldeles glimrende (og gratis) byggematerialer, som jeg bruger til blandt andet forstærkninger i hjørnerne (de skal naturligvis vaskes først, for at fjerne "fedtfingre").
De er udstanset af 0,75 mm polystyrenplade - dvs. af nøjagtigt samme type materiale, som i modelbyggeverdenen kaldes for plasticcard.


[image]

Så er "gulvet" kommet på plads, behørigt forsynet med brædderiller på den del af den, som kommer til at udgøre læsserampen.
Brædderillerne i gulvet indeni bygningen kan ikke ses udefra og bliver derfor ikke lavet - af den dovne modelbygger! :-D


[image]

I den sydlige ende er der et "indhak" i fundamentet til den udvendige trappe, der fører ned til kælderen under Godsekspeditionen.
Kældertrappen er ikke vist på nogen af billederne. Den er lavet som en løsdel, der er skruet fast med M3-skruer.


[image]

Det rå "skelet" med de udskårne stykker af klinkbeklædning monteret.


[image]

"Overdelen" ser vist ud til at passe nogenlunde på fundamentet.


[image]

Ligeledes på denne side også.


[image]

De første vinduer, døre og porte på gadesiden er monteret.


[image]

Og ligeledes de første vinduer og porte på sporsiden.


[image]

Her forsynes bygningen med de første tagflader/-plader.


[image]

Efter at tagfladerne/-pladerne er monteret, er de udragende bjælkeender for hovespærfagene monteret.


[image]

Modellens "indre liv" begrænser sig til skillevægge, der skal gøre det muligt at afgrænse mht. lys, som engang med tiden skal indbygges.
Den gamle, gulnede og ridsede LEGO-klods, der udgør skorstenen, ses tydeligt.
Strips'ene, der er limet på fundamentet, fungerer som styrelister for "overdelen".


[image]

Gavlen mod nord lidt tættere på.


[image]

Sydenden af Fiskepakhuset lidt tættere på.


[image]

Her er tagdækkerne gået i gang med at "brænde tagpap" på.
Først lægges en bane henover rygningen og i samlingen mellem taget på den oprindelige bygning og taget på "udskuddet", dvs. den mere lavloftede tilbygning mod øst.


[image]

Det blev til mange baner tagpap - dvs. 7 mm brede strimler af malertape af krep-typen.


[image]

På gadesiden er trappen til kontoret i mellemtiden blevet monteret.
Gelænderet lavede jeg i første omgang af runde plasticstrips, men jeg vurderede holdbarheden i forbindelse med håndteringen i Fremo-sammenhæng som begrænset, og de blev derfor udskiftet til nogle af tynd, kobberbelagt svejsetråd.


Tråden fortsætter i næste post.

--
Med futlig hilsen
Carsten B. Thomsen

Fremo-medlem, H0 2-skinne DCC, dansk (incl. udenlandsk materiel, der kører/har kørt i Danmark), epoke III til VI - dog primært IV.

Avatar

Frederikshavn Gl. Station - Fiskepakhuset

af Carsten B. Thomsen, Frederikshavn, 8/2 2017, 21:23 (2637 dage siden) @ Carsten B. Thomsen
redigeret af Carsten B. Thomsen, 8/2 2017, 22:01

Tråden fortsætter her fra denne post.


[image]

Trappen til kontoret er savet ud af fundamentspladen til et havareret hus fra skrotkassen - muligvis et ældgammelt Faller-hus.
Her passede antallet af trin, samt højde og bredde perfekt.


[image]

Trappen vendes "på hovedet" og forsynes med trin af brædder på det, der før var undersiden.
Trinene består er lavet af 0.5 mm Evergreen plade med 1.5 mm riller.
Efter montering af trin files "vangerne" til.
Den anvendte "lim" er Ethylacetat, som ikke er en egentlig lim, men et supertyndt opløsningsmiddel, som nærmest smelter/svejser tingene sammen.
Denne "lime"-metode kan varmt anbefales. Til større flader, og hvor der er brug for at limen også kan fylde eventuelle huller, revner og sprækker (f.eks. på grund af unøjagtigheder) ud, så bruger jeg Faller Super Expert, som er købt hos min lokale "modeltogspusher".
Her køber jeg så mange som overhovedet muligt af de ting, jeg bruger til hobbyen.
Faller-limen binder så nogenlunde på ABS-plastic - den er derfor også blevet brugt til montering af skorstenen, hvor dimensionerne på den nævnte 1 x 1 x 5 LEGO-klods passede aldeles perfekt - lige noget for den dovne modelbygger.
Under limearbejdet kører udsugningen - som er en almindelig emhætte med udblæsning til det fri - over mit byggebord på fuld blæs. Her er "almindelig god udluftning" altså ikke nok - der er brug for punktudsugning, medmindre man godt kan lide at få en lille "plimmelim" på af især Ethylacetaten :-D


[image]

Her har Fiskepakhuset så fået første omgang maling.
Jeg har en hyggekrog ude i haven, hvor der er læ, og hvor modellerne, der er bygget i løbet af vintersæsonen, får en omgang maling på de dejlige varme sommerdage og -aftener.
Modellen er her taget ind for natten, efter ”fyraften”, og efter at størstedelen af terpentindampene er ”afdunstet”.


Efterskrift:

Som en lille epilog kan nævnes, at det først var efter at jeg havde bygget modellen færdig, at jeg i form af billeder fik dokumentation for, hvordan portene i den sydlige ende af gadesiden så ud, lige umiddelbart inden lukningen af stationen.
Indtil da havde jeg kun haft originaltegningen at holde mig til – og den viste jo ikke, hvordan gadefacaden var blevet ændret (flere gange) i løbet af bygningens historie.


[image]

Så derfor måtte mejselkniven i sving for at rette op på miseren.


[image]

Og først skal det jo se skidt ud, før det bliver godt – eller i hvert fald bedre(!).
Så to af portene og de tilhørende vinduer måtte desværre lade livet igen.


[image]

Den ene port var gennem tiden blevet forhøjet, ved at vinduet ovenover den var blevet sløjfet, mens den sydligste port muligvis i nyere tid var blevet erstattet af en skydeport.
Her mangler der kun en omgang maling.

Plastic er på mange måder et dejligt taknemmeligt og ”tilgivende” materiale at arbejde med. Kommer man eksempelvis til at skære/file/slibe/klippe for meget materiale af, så behøves man ikke nødvendigvis at kassere noget. Man filer bare ”gerningsstedet” rent og limer en stump plastic på og sliber til, og så er man kørende igen.
Som et eksempel på dette kan nævnes toiletbygningen, som også står fiks og færdig nu – her kan ”uheldet” ikke ses på den færdige model.

Det kunne da være at toiletbygningen blev den næste bygning i rækken, som jeg viste frem - vi får se :-D

--
Med futlig hilsen
Carsten B. Thomsen

Fremo-medlem, H0 2-skinne DCC, dansk (incl. udenlandsk materiel, der kører/har kørt i Danmark), epoke III til VI - dog primært IV.

Frederikshavn Gl. Station - Fiskepakhuset

af Georg Schmidt, 16/2 2017, 23:12 (2629 dage siden) @ Carsten B. Thomsen

Hej Carsten
Prøvede lige med lidt fotoudsnit der måske kan vise lidt.

[image]


[image]


[image]


[image]


[image]


[image]
Sjovt jeg ikke opdagede det vandtårn, jeg har jo været lige i nærheden.:-D


[image]


[image]


[image]


[image]
Dagen efter slut.

Fotos: Georg Schmidt

Mvh
Georg

Avatar

Frederikshavn Gl. Station - Fiskepakhuset

af Carsten B. Thomsen, Frederikshavn, 19/2 2017, 11:56 (2627 dage siden) @ Georg Schmidt
redigeret af Carsten B. Thomsen, 19/2 2017, 12:06

Kære Georg Schmidt


Tusind tak for at du vil vise flere af dine flotte billeder fra Frederikshavn Gl. Station frem.
Billederne af den rangerende MZ og af Hjælpevogn 104 havde jeg ikke set før.

Selve Godsekspedtionen er det næste byggeprojekt - som jeg allerede er i fuld gang med - og her viser dine billeder nogle af de detaljer, som ikke fremgår af originaltegningen.


[image]
Sjovt jeg ikke opdagede det vandtårn, jeg har jo været lige i nærheden.:-D


Ja, vandtårnet havde vi fat i i din tråd på Jernbanehistorisk Forum.
Jeg har i mellemtiden fundet en kopi af en original tegning af bygningen frem fra mine gemmere, dateret september 1949, hvor der tilføjes ny yderdør i vandtårnsdelen og hvor de to store rum mod syd på 1. salen ombygges til gang, toilet og tre mindre soverum.
Af denne tegning fremgår, at alle tre dele af bygningen sandsynligvis var opført samtidigt, idet der i vandtårnsdelen af bygningen ikke var ydermur hele vejen rundt om cisternen.


Endnu en gang tak for at du ville vise dine billeder frem.
Og på forhånd tak, hvis du - eller andre - finder flere billeder fra Frederikshavn Gl. Station, som du/I vil vise frem.

--
Med futlig hilsen
Carsten B. Thomsen

Fremo-medlem, H0 2-skinne DCC, dansk (incl. udenlandsk materiel, der kører/har kørt i Danmark), epoke III til VI - dog primært IV.

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak