Avatar

Frederikshavn Gl. Station - Fiskepakhuset

af Carsten B. Thomsen, Frederikshavn, 6/2 2017, 00:12 (2658 dage siden)
redigeret af Carsten B. Thomsen, 6/2 2017, 02:53

Som nævnt her, så vil jeg løbende vise billeder af de færdige husmodeller til Frederikshavn Gl. Station, efterhånden som de bliver færdige.
Det løfte blev givet for næsten nøjagtigt 2 år siden, så mon ikke at det var på tide at vise flere frem!.

Den anden husmodel i rækken er således denne model af Fiskepakhuset, som var den nordligste af de tre bygninger på Parallelvej, som rummede Godsekspeditionen.

Modellen skulle forestille at gengive forbilledet i præcis 1:87 så nogenlunde sådan som den så ud kort før lukningen af Frederikshavn Gl. Station i 1979 - med alt hvad det så indebærer af diverse ombygninger gennem tiden.

Som altid er byggematerialet plastic, idet komposterbare materialer til modelbyggeri er udelukket hos undertegnede.
Modellen er tilmed solidt bygget, sådan at den kan holde til at blive håndteret ved op- og nedpakning i forbindelse med brugen i Fremo-sammenhæng.
Da der er tale om en håndbygget model, så er der naturligvis en lille skævhed hist og her. Fundamentet på modellen ser ud til at ”skyde ryg” på midten på nogle af billederne. Men det er ikke tilfældet – det er fordi ”bordpladen” (4 mm acrylplade) på mit lysbord buer noget nedad på midten.

Jeg maler som regel modellerne i samlet tilstand – byg først, mal bagefter – idet jeg har dårlige erfaringer med at plasticlim ikke binder så godt på maling. Det er nemlig ikke altid let at undgå, at der kommer maling på limfladerne.
Så foretrækker jeg i stedet at modellen hænger godt sammen – og må så bagefter bøvle med at prøve at lave (lettere uldne!) afgrænsninger mellem farverne – hvilket ikke bliver lettere af, at jeg maler med pensel, og at jeg foretrækker at fortynde malingen en smule.


[image]

Fiskepakhuset set fra sporsiden.
Det var lidt af et pillearbejde at lave de udragende bjælkeender, der bærer rampen.
Som den dovne modelbygger, jeg er, så kom den 3-aksede Proxxon fræser i brug, for at gøre det lettere at lave de mange ens bjælkestumper.
De er lavet at Evergreen strips, som skæres til i længde og derefter lægges ved siden af hinanden – så vidt jeg husker 7 ad gangen – og spændes fast i skruestikket, hvorefter kuglefræseren tryller den konkave facon på bjælkeenderne.
Rejfningen på 45 grader er lavet med en nogenlunde ”skarptandet” Öberg sletfil.


[image]

Modellen set fra gadesiden.
Skorstenen er lavet af en gammel, gulnet og ridset 1 x 1 x 5 legoklods, hvor bunden vender opad, og hvor der er limet en stump 2 mm plasticcard på, hvorefter denne er filet i smig. Den er limet fast til skillevæggene ved kontorerne og sidder derfor rigtig godt fast. Lego-klodsen er limet fast med Faller Super Expert, som binder fint på ABS.
Tagpappet er lavet af malertape, der er skåret i 7 mm brede strimler – og der er mange af dem, så det var lidt af et pillearbejde.


[image]

Under udhænget på begge langsider vandt dovenskaben, så derfor har jeg kun lavet bjælkeenderne ved hovedspærfagene.
Her er faconen fremtryllet ved hjælp af den 3-aksede Proxxon fræser på tilsvarende vis som ved bjælkeenderne for rampen.


[image]

Gavlen mod nord lidt tættere på.
Der hvor der mangler et stykke af fundamentet skal der være terræn. Her var der nemlig opkørsel fra perronen. Efter sigende blev perronbilen parkeret i Fiskepakhuset om natten – det er muligvis grunden til at porten blev gjort bredere.
Som det ses, så er jeg måske ikke så god til at male. Så der skal vist ”repareres” lidt hist og her på et senere tidspunkt.


[image]

Indgangen til kontoret.
Toiletvinduet ved siden af indgangsdøren er fra Heljans mejeri. Alle øvrige vinduer, døre og porten i bygningen er hjemmebyggede af Evergreen rillet plade og strips.
Vinduesglassene er klar styrenplade fra CD-æsker, der er blevet kasseret, for hængslerne er knækket, fordi de er faldet på gulvet.
Sok nævnt her kan CD-æskerne så i stedet gøre nytte i forbindelse med modelbygning, frem for at blive smidt væk.
Gelænderet er lavet af kobberbelagt svejsetråd.
Trappen stammer også fra et byggesæt (husker ikke hvilket - muligvis et gammelt tysk) – den har så fået monteret trin af brædder (Evergreen rillet plade).


Tråden fortsættes i næste post.

--
Med futlig hilsen
Carsten B. Thomsen

Fremo-medlem, H0 2-skinne DCC, dansk (incl. udenlandsk materiel, der kører/har kørt i Danmark), epoke III til VI - dog primært IV.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak