Fyr og båker v færgelejer

af jaer, 2/1 2021, 11:12 (1182 dage siden) @ Søren Johannessen

Hej Jørgen

Der findes mange forskellige kombinationer og muligheder for ledefyr og båker, som vist er det du efterspørger.

Først fyrene (altså lysene): En fast regel er at forfyr og bagfyr i en ledelinje, skal have samme farve. De kan så være f eks hvide (vistnok mest almindeligt), røde eller grønne.
Det kan være fast lys, eller det kan være blinkende, f eks det man kalder Iso, d v s at mørke- og lysperiode er lige lange. Og det kan jo se vældig flot ud på modelbanen, med sådan et par fyr, der gerne blinker i takt.

Hvis man kigger på søkortet for eksempelvis Rødby Færge, så blinker forbåken hvert andet sekund ("Iso 2s") mens bagbåken blinker hvert 4 sekund ("Iso 4s"). Et kig på Mariager Fjord (hvor der er rigtigt mange båker) viser også, at alle forbåkerne har "Iso 2s" og bagbåkerne "Iso 4s", så det ser ud til at være gængs praksis, omend det ikke er beskrevet som et krav i "Afmærkning af danske farvande".

Og så båkerne (altså de farvede plader, der sidder sammen med/bagved fyrbelysningen): Af Farvandsvæsenets (eller Søfartsstyrelsen, som det vist hedder pt) håndbog "Afmærkning af danske farvande", fremgår: "I båkelinjer, der afmærker sejladslinjer, er bagbåken en trekantet flade med nedadvendt spids og forbåken en trekantet flade med opadvendt spids. Båkerne har som regel en efter de stedlige forhold mest synlig farve, fortrinsvis sort, hvid, rød, gul eller stribet, f eks rød-hvid; dog ikke sort gul vandretstribet."

Beskrivelse af afmærkningen i danske farvande kan findes her (PDF-fil): Afmærkning af danske farvande.


Så vidt jeg erindrer (?) er lanternen (fyret) altid anbragt midt i båken.
Afstand mellem for- og bagbåke/fyr kan variere meget. Se evt på nedennævnte Krak-søkort for konkrete eksempler.

Cirkel- og diamantformede båker, der er rød-hvide, er altid kabelbåker, d v s båker, der viser hvor et søkabel løber ud fra land, idet der altid (af letforståelige grunde...) er ankring forbudt i nærheden heraf, og har altså intet at gøre ved et færgeleje.

Hvis du har lyst til at se nærmere på nogle konkrete, nuværende afmærkninger, kan du prøve på Kraks kort-hjemmeside, under Hybrid etc > Søkort. Prøv at finde en havn med færgelejer, og zoom ind, indtil du kan se detaljerne om de enkelte fyr/båker. Det er muligt at der er brugt nogle forkortelser ved de enkelte fyr, men betydningen af disse kan findes i ovenstående publikation, som sikkert også kan Googles.

Mvh og Godt Nytår til alle herinde på Jernbanehistorisk og Signalposten!
Søren

PS Husk i øvrigt det røde og det grønne (hhv til venstre og højre, når man er indadgående) molefyr på spidsen af havnemolerne, hvis I har sådanne... :-)

Som Søren skriver, så er Kraks søkort jo en god hjælp, men den viser dagens situation. Jeg prøvede at kigge på Rødby Færgehavn, og her kan man se, at for- og bagbåkerne til ledelinjen faktisk er flyttet. Ved anlægget i 1963 stod forbåken på molerne mellem de to færgelejer, og bagbåken på en høj mast placeret inde mellem perronsporene, hvilket kan ses på dette postkort (fundet hos Bjarne Abel); nu er de placeret vest for færgelejerne.
[image].

Bagbåken ses også tydeligt i dette indlæg på Sporskiftet.dk.

/Jan


Hele emnet:

 RSS Feed af emne


Jernbanebøger

Thomas og vennerne: Sjovt at lære

Thomas og vennerne: Sjovt at lære
Pris 30 kr.

Læs mere

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak