CIWL WL type Yb epoke III og IV

af Steff, 15/10 2011, 10:45 (4548 dage siden) @ h087

Takker H0 for tilliden med hensyn til at kunne levere informationer, håber jeg kan leve bare lidt op til denne.
Nå, UIC resterne siger jo bare at en vogn var godkendt til f.eks. nogle overfarter, elektrisk udrustning mv. Senere kunne meget af dette jo aflæses i UIC nummereringen. Men det der kunne være interessant var, hvilket bogstav der eventuelt stod foran vognnummeret, NS, SBB, DK, DB, FS eller F1 – F5 for de franske divisioner. Det giver jo implicit noget om vognens anvendelsesområde, når man kender de løb der udgik/kom til det pågældende land/division. Da alle standardvognene, S, Z, Y, WR, WSP og WSPc alle er byggede over samme mål, kunne de køre alle steder i Europa, hvis bare en var godkendt – fritrumsprofil mv. Selvfølgelig også lidt med den tekniske udrustning, men så godt som alle CIWL vogne havde det hele!!
Der findes ikke – mig bekendt – en officiel samlet liste over vogne anvendt i Danmark. Men hvis man læser godt efter i John Poulsens bog, giver den en absolut godt fingerpeg til at sammenstille en egen. Men det kræver at man ved hvad man vil, altså om det skal være vogne stationeret i Danmark eller vogne anvendt i løbe gennem/til/fra Danmark eller en kombination deraf. Og så skal man yderligere have alle de fotos man kan komme i besiddelse af for verifikation. Og spå er der jo løbet meget vand i åen siden bogen udkom. Så vi kan alle kun håbe, at John Poulsen får tid og lyst til en revideret udgave eller hvad det nu bliver til.
I forbindelse med købet af type Y sovevognen til Danmarks Jernbanemuseum, er der ved at blive udarbejdet en oversigt og p.t. er den oppe på ca. 200 vogne anvendt i Danmark af alle typer, kategorier og serier. Så der er en lang vej for at verificere informationerne til efterretninger.
Bl.a. er det svært at få fat på de enkelte landes stationeringer år for år. Yderligere giver CIWL Materiel Du Roulant (DRM) giver ”kun” en typebetegnelse, tegningsnummer, antal samt eventuelt om vognen er udstyret med bredspor for Spanien eller beregnet for Tyrkiet.
M.h.t. type Lx, har kun en vogn nr. 3488 gæstet Danmark – og det var i december 1943 i.f.m. Feltmarskal Erwin Rommels inspektion i Vestjylland. Type Lx var alt for dyr at indsætte i Danmark, da pladsantallet var lille og muligheden for betalende gæster stort set ikke eksisterende. Vogntypen kørte da også normalt i ”de riges” ekspresser fra Kanalkysten til den franske Middelhavskyst, i nat Pullmans, eller grænsen til Spanien i bl.a. ”Train Bleu”.
[image]
Herover en skitsetegning af en ombygget spisevogn anvendt i bl.a. ”Nordpilen” 1956 fra Hamburg til Frederikshavn..( Se ”Internationale tog via Jylland side 96 nederst). Den er et typisk eksempel på mangfoldigheden af materieltyper anvendt i Danmark.

De to spørgsmål vedr. kommende Heris modeller. Heris originalfoto af WL type Y nr. 3590 skulle angiveligt være udgået af DRM (CIWL) i 1947 for derefter at have været anvendt ved DR ombygget som WR frem til 1981. WL U-Hansa nr. 4581 har alle i serien været gennem Danmark til bl.a. Stockholm.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak