Go´aften Gert med sikkert flere.

Uha, det er jo storpolitik på allerhøjeste niveau.
Kort fortalt var det, som vi kendte som Vesttyskland opdelt i besættelseszoner, nemlig en fransk op til Rhinen, en amerikansk i midt og sydtyskland og endelig Nordtyskland som Britisk (engelsk).
Den resterende del af Tyskland, der senere blev til DDR (Østtyskland) var sovjettisk besættelseszone.
Hovedstaden Berlin var også opdelt i fire besættelseszoner, hvoraf de tre - som nævnt ovenfor - udgjorde det daværende Vestberlin.

Som bl.a. et KRAV fra Frankrig, skulle alle dele fremstillet i de vestlige besættelseszoner mærkes med "Made in" French-, US- eller British zone.
Man havde sikkert det håb, at det ville få køberne til at tænke sig om engang mere før de købte hos den tidligere fjende. Og den gav BAGSLAG med fulde omdrejninger (igen for franskmændene), da det viste sig, at netop forbrugerne ville have kvalitetvarer, hvorfor man så på "bagsiden" og stod der et af de ovennævnte zoner vidste man, man havde kvalitetsvarer.
I 1949 oprettedes primært på engelsk og amerikansk foranledning Vesttyskland med den nye hovedstad i Bonn (ved Rhinen). Så herefter blev der skrevet "Made in West Germany", die Deutsche Wirtschaftswunder!!
Ret hurtigt blev ideen med at skrive fremstillerlandet anvendt i næsten alle lande og vi ved næsten alle, at hvis der f.eks. stod "Made in Hong Kong" - som blev et synonym for lidt tvivlende kvalitet - skulle man tænke sig om, men West Germany!

Det korte af det lange, altså ind til oprettelsen af Vesttyskland i 1949 anvendtes besættelseszonernes navne.

Som et NB skal bemærkes, at jernbanerne i de vestlige besættelseszoner faktisk også bar denne f. eks. "BRITT. ZONE", "US ZONE" eller FRENCH ZONE. I sidstnævnte oprettedes hurtigt og ind til ca. 1949 "SÜD WESTDEUTSE EISENBAHNEN" som en afdeling af storebror SNCF.

Med venlig hilsen

Steffen Dresler