Kære Gert

I ”gamle dage” omkring epoke III og før (+ tidlig IV) blev vognmateriellet regelmæssigt efterset af ”Vognopsynet” på den stedlige station. Og trængte en planke eller to til udskiftning skete det. M.h.t. maling havde DSB åbne godsvogne bundfarve som på ydersiden, altså en rødbrun f. eks. RAL 8013, der svarede tilnærmelsesvis den korrekte dengang anvendte.
De åbne vogne blev jo mest anvendt til vognladningsgods som sten, skærver, grus, brunkul, kul, koks og derfor lå der jo en mængde støv herfra. Og ved vogne der anvendtes næsten kontinuerligt til samme transport sled det jo gevaldigt på bundplankerne både m.h.t. farve og ikke mindst mærker efter skovle og ”faldskræmmer”. Men igen en rimelig regelmæssig afvaskning/spulning. Vogne der medførte afgrøder til bearbejdning som roer eller lignende, blev ofte skyllede efter aflæsning.
Men altså slidmærker hvor man kunne se den rå planke afhængig af hvilken transport den havde foretaget.
De åbne godsvogne bygget af stål og med stålbund blev hurtigt ”bulede og rustmærkede”, det samme for siderne, mens de store E (P) vogne havde træbund og så ud som de ældre trævogne som PB m. fl.
En modelmæssig tilgang er f.eks. at male vognen indvendig med ”træfarve” og dække med den anvendte rødbrune farve. Derefter med fint sandpapir slibe forskellige steder, således at ””træfarven” kommer lidt til syne. Stålbund lidt rust og igen lidt slid med sandpapir.
Hvordan det sker nu om dage ved jeg overhovedet ikke. Håber det gav nogle ideer.

Herunder et slidt indre af en vogn i den allersidste tyske "Særlige transport" med en 2 cm luftværnsmaskinkanon og en gullasch kanon.

Med venlig hilsen
Steffen Dresler

NB: Har desværre for nu aldrig fotograferet "det indvendige" af en åben godsvogn