Avatar

Opstart på en modelbane - Hjælp

af Mejeristen, Vestjylland, 7/6 2020, 12:08 (1412 dage siden)

Hej alle

Jeg har efter flere års pause valgt at genoptage min hobby med modeltog. Desværre er alt mit tidligere materiel/skinner osv. solgt, og da det her skal være en mere fast bane, tænkte jeg at jeg ville spørge jer til råds her inde.

Min tidligere bane (Efterhånden 10 år siden) var en DC bane med Roco skinner og jeg er nu i tvivl omkring min kommende bane skal være DC eller AC.
Banen skal som sagt være fast, og skinnerne skal være uden ballast da jeg selv ønsker at lave dette.
Hvilke skinner kunne være bedst til det?

Jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte med hensyn til styringssystem osv. Jeg har overvejet at købe et startsæt men da det sjældent er dansk materiel der medfølger, virker det heller ikke som det rigtige.

Alle bud og råd modtages! Jeg er nybegynder i denne verden så jeg beklager på forhånd for min uvidenhed :-)

Mvh.
Christian

Opstart på en modelbane - Hjælp

af Bent Larsen, 7/6 2020, 13:01 (1412 dage siden) @ Mejeristen

Hej
Om det skal være et startsæt ? Det er da altid en god begyndelse, men ved at købe det stykvis kan du få det danske fra start. Om det skal være 2 eller 3 skinne, den tastatur krig vil jeg ikke deltage i
Vh
Bent Larsen

Opstart på en modelbane - Hjælp

af Jan Kaspersen @, 7/6 2020, 13:33 (1412 dage siden) @ Mejeristen

Hejsa du
Nu ved jeg jo ikke lige hvor i Vestjylland du kommer fra, men du er da velkommen til at kikke forbi vores klubhus for at få en god snak om modeltog. Vi holder til i Krusbjerg på adressen krusbjergvej 68 6870 Ølgod og du kan fange mig på mobil 224330003 vi hr klubaften mandag og torsdag og torsdag er der flest i klubben til at snakke med.
Hilsen Jan Kaspersen Formand

Opstart på en modelbane - Hjælp

af Morten Flindt Larsen, København K, 7/6 2020, 13:40 (1412 dage siden) @ Mejeristen

Hej alle

Hejsa,

Jeg har efter flere års pause valgt at genoptage min hobby med modeltog. Desværre er alt mit tidligere materiel/skinner osv. solgt, og da det her skal være en mere fast bane, tænkte jeg at jeg ville spørge jer til råds her inde.

Det er da rigtig godt. Så er du ikke bundet af fortiden.


Min tidligere bane (Efterhånden 10 år siden) var en DC bane med Roco skinner og jeg er nu i tvivl omkring min kommende bane skal være DC eller AC.

Hvis DC fungerede for dig for 10 år siden, så er der vel ingen grund til at skifte nu, andet end hvis du har lyst til at prøve med AC? Som sagt du er ikke bundet af fortiden - og heller ikke af nutiden.

Banen skal som sagt være fast, og skinnerne skal være uden ballast da jeg selv ønsker at lave dette.
Hvilke skinner kunne være bedst til det?

Der er næppe mange, der dyrker modeltog med "ikke faste" baner. Da du vil køre dansk, så er Peco og/eller Tillig Elite skinner, det mest realistiske og forbilledetro.


Jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte med hensyn til styringssystem osv. Jeg har overvejet at købe et startsæt men da det sjældent er dansk materiel der medfølger, virker det heller ikke som det rigtige.

Fremtiden har længe været digital styring (DCC). Mange sværger til styring med Digitrax eller Traincontroller, og en del kører med Kadee-koblinger på det rullende materiel.


Alle bud og råd modtages! Jeg er nybegynder i denne verden så jeg beklager på forhånd for min uvidenhed :-)

Alle er vi nybegyndere på et eller andet tidspunkt. Mange nybegyndere fortryder senere deres tidlige valg, så det er smart at være på forkant med, hvad man ønsker at opnå "på den lange bane". Modeltog kan dog være en lidt kostbar hobby, der ikke kan opbygges af lutter startsæt, som du jog ganske rigt har set kun sjældent har dansk materiel. Køb dig nogle bøger om emnet, så du selv kan planlægge og træffe dine valg, også de økonomiske.


Mvh.
Christian

Mvh
M:-)rten

--
Med vanlig venlig hilsen
Morten F. Larsen
Institut for teoretisk Modeljernbane

Opstart på en modelbane - Hjælp

af kka-dk, 7/6 2020, 15:15 (1412 dage siden) @ Morten Flindt Larsen

Hej,

Der er næppe mange, der dyrker modeltog med "ikke faste" baner. Da du vil køre dansk, så er Peco og/eller Tillig Elite skinner, det mest realistiske og forbilledetro.

Peco er desværre efter min mening meget lidt virkelighedstro. Jeg har tidligere skrevet lidt om hvorfor her. De mest virkelighedstro er efter min vurdering Weinert, Tillig og Roco - i nogenlunde den rækkefølge. Men ligesom med digtale styresystemer og koblinger er der fordele og ulemper ved dem alle.

Jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte med hensyn til styringssystem osv. Jeg har overvejet at købe et startsæt men da det sjældent er dansk materiel der medfølger, virker det heller ikke som det rigtige.


Fremtiden har længe været digital styring (DCC). Mange sværger til styring med Digitrax eller Traincontroller,

Andre gode bud er Lenz, ESU, Roco og Uhlenbrock, der nok er de mest udbredte digitalstyringer i Danmark, bortset fra Märklin, som pga. den store udbredelse hos AC-folket nok er den enkeltstående største aktør på området i Danmark. Besøg et par klubber, og tal med folk der - men husk din kritiske sans, alle "elsker" det system de selv kører med.

og en del kører med Kadee-koblinger på det rullende materiel.

Ja, det er der nogle der gør, og de har enkelte fordele. Det er dog ikke særlig hensigtsmæssige til modeller af europæisk materiel med kortkoblingskinematik i kombination med små kurver på hjemmeanlæg, da de giver en ikke-stiv sammenkobling, og er beregnet til modeller af amerikansk materiel uden KKK, hvor bogiecentrum sidder tætter på vognenderne.

De mest udbredte koblingstyper i Danmark er formentlig Märklins kortkobling (og Rocos universalkobling samt ESU's ditto, der er kompatible med denne), Rocos kortkobling og Fleischmann Profi. Enkelte klubber (og private) sværger til Fleischmann's "gamle" kobling, der har den fordel at man kan nøjes med en bøjle på trækkraft, og dermed lave forbilledlige pufferplanker med trykluftsslanger og lignende.

Men hvis du har bekendte du skal "lege" med, så vælg efter hvad de har valgt. Og igen, besøg et par klubber, og se hverdan det fungerer med de koblinger, digitalsystemer mm. de har valgt.

Mvh. Klaus K.

Opstart på en modelbane - Hjælp

af henho, Ringkøbing, 7/6 2020, 18:43 (1412 dage siden) @ kka-dk

Jeg anvender Z21 fra Roco som 'styrings-central' - Det er sådan en slags sweitzerkniv.

Jeg kører DCC ('2-skinne')

Du kan også få en lidt mindre model, den hedder z21. Den vil i mange tilfælde opfylde de fleste behov. (Men jeg synes, de ekstra funktioner berettiger mer-prisen.)

Hvad angår spor, så kan du få Roco skinner og PIKO ditto med ballast. Peco er nævnt før, og det er også et særdeles godt skinnesystem; men altså uden ballast.

Held og lykke med opstarten :-P

--
Med venlig hilsen

Henrik

Opstart på en modelbane - Hjælp

af Knarbjerg ⌂, Nordsjælland, 7/6 2020, 21:27 (1412 dage siden) @ Mejeristen

Hej Christian og velkommen tilbage til hobbyen

Der er rigtig mange forskellige tilgange til modelbanehobbyen, alt efter hvad den enkelte synes er sjovt. Og netop det at have det sjovt med det, man laver, er jo nok noget af det vigtigste.

Så et godt sted at starte, efter min mening, er at prøve at finde ud af, hvad DU synes er sjovt ved modelbanen, for det kan måske gøre det lidt lettere at træffe nogle af de andre valg, der skal gøres, når man starter op fra bunden igen.

Er det et stort fuldautomatisk anlæg, hvor alle tog kører "af sig selv" og det hele styres fra computeren?
Eller vil du selv kører togene?

Eller er det landskabsbygningen, der er det vigtigste, så togene og deres kørsel kommer i anden række?

Er det vigtigste at se togstammerne sno sig gennem landskabet eller, er det rangeringen på stationen og i industriområdet bagved, som er det sjove?

Er det kun dig selv, der skal kunne køre med togene eller, skal banen bygges til at kunne styres af flere personer?

De fleste af os vil det hele. Det er bare de færreste, som har pladsen.
Derfor synes jeg, det er en god ide at bruge lidt tid på at, finde frem til de dele af legen med togene, som giver een den der helt særlige glæde og hvilke dele, der giver glæde, men måske ikke helt så meget. Altså en slags prioriteret liste over hvad, der er vigtigst (sjovest) ved modelbanen. Og så fokuserer på at give mest plads til de ting øverst på listen.

Her kan besøg i den lokale modelbaneklub være en god hjælp.

Om det skal være to-skinne eller tre-skinne er en smags sag
Som en anden skriver, så er det nok værd at se på, hvilket system, dem man omgås kører med.

Styresystemer er efterhånden en jungle at finde rundt i efter min mening.
Mulighederne synes uendelige og der kommer hele tiden flere til.
Min viden om mulighederne og deres fordele og ulemper er desværre begrænset.

At bygge en modeljernbane er et ret stort projekt, selv for en lille bane. Og det kan derfor godt betale sig at bruge god tid på planlægning og projektering.
Og her er det en stor hjælp hvis, man har gjort sig klart, hvad det er man synes er sjovest. Vi kan sagtens komme med masser af gode råd til, hvad vi synes er sjovt men, det er kun dig, der ved, og kan mærke, hvad der er bedst for dig.

Der findes ikke så meget materiale på dansk omring planlægning af en modeljernbane men, hvis du går ind på YouTube og søger på "model railroad planning" er der en masse gode videoer på engelsk om emnet. Man skal så bare huske at tilpasse sin egen planlægning til det land og den epoke man selv kører i.:-)

Avatar

Opstart på en modelbane - Hjælp

af Mejeristen, Vestjylland, 7/6 2020, 22:52 (1412 dage siden) @ Knarbjerg

Mange tak for alle de gode svar.

Tak for tilbuddet omkring klubben i Ølgod, det kunne være spændende at kigge forbi, jeg tjekker kalenderen.

Sidst jeg havde en bane brugte jeg en rød såkaldt "Multimaus" fra Roco og var egentlig ganske tilfreds med den, jeg kan dog se der er kommet en ny sort trådløs model der kører på Wifi, har nogen mon erfaring med den?

Det er lige præcis det med at planlægge banen og sidde og hygge med det som jeg ser frem til (Selvfølgelig også at få nogle levende tog på den)

Jeg har et værelse på vel ca. 14 m2 til rådighed, så jeg vil se om jeg kan få sat nogle træplader op i den kommende tid :-)

Igen mange tak for alle svarene, de er rigtig brugbare :-)

Mvh.
Christian

Opstart på en modelbane - Hjælp

af jan bøgedal slundt @, 8/6 2020, 01:46 (1412 dage siden) @ Mejeristen

Hej..
Du vil også kunne få en del hjælp hos Hobbykæden i Nr. Sundby ved /Ken Rosa, det er en af de bedste modeltogsforhandlere i Danmark, måske den bedste :-)
Jeg syntes nu ikke et startsæt er en dårlig idé, selvom det måske ikke er dansk, for du vil ganske givet kunne spare en del på det digitale system som følger med. Som regel er det kun lokomotivet som fremover ikke passer ind, der har jo kørt udenlandske vogne i Danmark :-)
Men som det er nævnt tidligere, så besøg en klub i dit nærområde og få nogle gode idéer til hvad man kan få af materiel, og hvordan man får startet op med et fast anlæg.
F.eks. kan det være en god idé at lave anlægget i moduler, så det senere kan skilles ad og flyttes, hvis der pludseligt bliver et andet (og måske større) rum ledigt i huset, eller du skal flytte.
Rigtig god fornøjelse med det hele :-)
mvh.
Jan

P.S. om du vælger 2 eller 3 skinne anlæg, er jo nok den vigtigste beslutning du først skal tage stilling til. Jeg vil tro at Märklin systemet "på den lange bane" bliver ca. 25-40% dyrere at lave fuldt digitalt, men er også meget driftsikkert. omvendt kan 2 skinne systemet laves mere modeltro :-)

Opstart på en modelbane - Hjælp

af Skott, 8/6 2020, 09:52 (1412 dage siden) @ jan bøgedal slundt

Ken har tidligere haft startsæt med dansk materiel. Måske, det stadig er en mulighed?

Opstart på en modelbane - Hjælp

af Bent Larsen, 8/6 2020, 10:28 (1412 dage siden) @ Skott

Hej
De fleste forhandler vil da nok give rabat på et sammensat startsæt med dansk materiel.
Vh
Bent Larsen

Opstart på en modelbane - Hjælp

af Knarbjerg ⌂, Nordsjælland, 8/6 2020, 19:37 (1411 dage siden) @ Mejeristen

Med hensyn til den sorte trådløse multimaus, så har jeg kørt en del med den.
Oplevelsen er at, den lidt for ofte mister forbindelsen til centralenheden og, dermed mistes kontakten til toget, hvilket selvfølgelig oftest sker på kritiske tidspunkter.
Jeg er glad for at, jeg bruger et andet system på mit eget anlæg

Opstart på en modelbane - Hjælp

af Erik Juul-P ⌂, 9/6 2020, 14:49 (1410 dage siden) @ Mejeristen

Hej Christian

Velkommen tilbage til modeljernbane interessen.

Så vidt jeg kan forstå dit og de andre indlæg, er størrelsen fastlagt til HO 1:87.

Men når du nu starter forfra og med ønsket om planlægning og hygge, hvad så med at se på andre størrelser.

Du kan både gå ned i størrelse til f.eks. spor N 1:160, som giver mere bane men er småt, eller gå op i størrelse til f.eks. spor 0 1:45, som giver mindre bane, men alt er større og nemmere at bygge i selv. Og andre størrelser er mulige.

Se listen over de danske klubber på www.dmju.dk Dansk Modeljernbane Union.

Min egen bane er i spor 0 1:45, som du kan se beskrevet på min hjemmeside www.jphobby.dk.
Den er i et lokale på 2,5 x 3,55 m, dvs. lidt under 9 m2.

Her kan du også nemt se links til de danske spor 0 klubber, hvor du også finder rigtig mange fine fotos af anlæggene.

Med venlig hilsen
Erik Juul-Pedersen

Opstart på en modelbane - Hjælp

af Hans Peter Balle, 9/6 2020, 19:38 (1410 dage siden) @ Mejeristen

Hej Christian

Det bedste svar du har fået indtil videre er uden tvivl tilbuddet om at besøge klubben i Ølgod. Der får du mulighed for at se et stort to-skinne HO DCC anlæg baseret på Lenz systemet. Jeg er ret sikker på, at der blandt medlemmerne er folk med hjemmeanlæg, der benytter andre systemer, så du får sikkert forskellige synsvinkler.

Hvis du gerne vil have lidt mere hjælp i valget af et DCC system, så prøv at kigge på den vejledning de giver hos DCC Concepts. DCC Concepts er en forhandler af egne og andres varer indenfor elektronik styring, men jeg synes, at de er gode til at adskille rådgivning, produktinformation og ren marketing fis.

https://www.dccconcepts.com/manual/dcc-advice-4-ten-steps-to-a-great-dcc-decision/

For at dyppe tæerne i DCC, købte jeg selv for 5-6 år siden et startsæt fra Roco med z21 (ikke at forveksle med deres fulde Z21) og en medfølgende WLAN router. Det kom med en lille rundbane, et svenskt el lokomotiv og to svenske personvogne. Bortset fra det svenske lokomotiv, som jeg frasolgte på eBay, passede resten fint til en prøvebane i vores lejlighed. Fordelen ved det system er, at du ikke behøver et håndholdt aggregat (f.eks. en Multimaus) men blot kan bruge en app på en smartphone eller en tablet. Jeg er blevet så tilfreds med Rocos system, at jeg fornylig har købt det fulde system, Z21, som jeg vil benytte på det anlæg, jeg har under opbygning andetsteds. Jeg har stadigvæk intet håndholdt aggregat bortset fra min iPhone og iPad (systemet virker også med Andriod).

Det er godt, at du glæder dig til planlægningsfasen, men jeg synes, at du skal vente med træpladerne indtil du er kommet tæt på en endelig plan. Papir og blyant og et godt glas vin indenfor rækkevidde giver mange fornøjelige stunder. Efterprøv dine skitser i et egentligt tegne program og læg dig fast på nogle minimumsstandarder (f.eks. kurveradius, stigninger ...). Selvom 14 m2 snildt skulle give plads til et godt hjemmeanlæg, vil du ofte opdage, at der må foretages nogle justeringer. Jeg har selv brugt SCARM, der er i den billige ende (40 USD), men fuldt tilstrækkeligt til mit formål. Der er også en gratis version, som du kan prøve, før du køber.

https://www.scarm.info/index.php

Husk endelig at den perfekte modelbane mand er fagudannet finmenkaniker, eletronikmekaniker, møbelsnedker, maskiningeniør, billedkunstner og har 30 års varieret erfaring fra DSBs trafik tjeneste. I et stort omfang er vi derfor alle begyndere, men det er jo det sjove ved vores hobby.

mvh
Hans Peter

Hvad kører klubberne med?

af Nordexpress, 11/6 2020, 10:10 (1409 dage siden) @ Hans Peter Balle

Tak for god henvisning.
Men findes der noget et sted en oversigt over, hvilke styringssystemer de forskellige klubber kører med?
Findes der i det hele taget en tilgængelig samlet oversigt over klubberne og deres temaer?

Hvad kører klubberne med?

af Steff, 11/6 2020, 11:30 (1408 dage siden) @ Nordexpress

Kære NE

Oversigt over klubberne (dem der er medlem af DMJU) finder du på DMJU hjemmesider. Jeg KUNNE tænke mig (det må du finde ud af) at der er henvisninger til klubbernes hjemmesider. Og DÉR er der ofte angivet hvilket elektronisk system- og køretema (epoke) de benytter.

Hvis ikke klubben er medlem, din ven Google (hvis altså din ven).

Med venlig hilsen

Steffen Dresler

Opstart på en modelbane - Hjælp

af cm, 10/6 2020, 08:42 (1410 dage siden) @ Mejeristen

Hej alle

Jeg har efter flere års pause valgt at genoptage min hobby med modeltog. Desværre er alt mit tidligere materiel/skinner osv. solgt, og da det her skal være en mere fast bane, tænkte jeg at jeg ville spørge jer til råds her inde.

Min tidligere bane (Efterhånden 10 år siden) var en DC bane med Roco skinner og jeg er nu i tvivl omkring min kommende bane skal være DC eller AC.
Banen skal som sagt være fast, og skinnerne skal være uden ballast da jeg selv ønsker at lave dette.
Hvilke skinner kunne være bedst til det?

Jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte med hensyn til styringssystem osv. Jeg har overvejet at købe et startsæt men da det sjældent er dansk materiel der medfølger, virker det heller ikke som det rigtige.

Alle bud og råd modtages! Jeg er nybegynder i denne verden så jeg beklager på forhånd for min uvidenhed :-)

Mvh.
Christian

Hej Christian!
Jeg startede selv i MJ-hobbyen for små 10 år siden. Jeg valgte IKKE at starte med et startsæt - af den årsag, at jeg vurderede, at det eneste brugbare i et startsæt er de 2 lige skinnestykker til den medfølgende skinneoval. Et startsæt vil typisk bestå af et lokomotiv, et par vogne, en skinneoval - evt med krydsningsspor - en powersupply og en digital styreenhed.
For at producenterne kan holde prisen nede, er lokomotivet ofte helt nede i "legetøjskvalitet" hvad modellens autenticitet angår. Vognene ligeså. De buede skinner udgør to snævre kurver med lav radius som vil/kan give udfordringer, når man en dag vil videreudvikle banen med mere seriøst rullende materiel - og desuden er kurver med lav radius ganske uskønne at se på - især med et passerende tog. Styreenheden vil antageligvis være af spartansk art og det er sandsynligt og nødvendigt, at man snarest udskifter denne med noget bedre - dyrere - ja - men som samtidig giver mulighed for at udnytte de mange muligheder man har med et tidssvarende lokomotivs mange lyd, røg og lyseffekter. Tilbage står man med de ovenfor nævnte 2 lige skinnestykker som man kan lade indbygge i en lige strækning på det senere anlæg. Et startsæt kan være en fin og flot gave til en 12-14 årig - men jeg vil ikke anbefale dig, at hoppe tilbage i hobbyen via et startsæt.
Mit bedste bud: Kontakt nærmeste modeljernbaneklub og lad dig vejlede. Der er meget godt brugt materiel hos forhandlerne, der kan være en langt bedre investering end et startsæt.
mvh
Chr

--
[image]

Opstart på en modelbane - Hjælp

af Hans Peter Balle, 11/6 2020, 13:32 (1408 dage siden) @ cm

Du har helt ret i, at man skal se sig for med startsæt. Visse producenter har slækket på kvaliteten i deres startsæt blot for at holde prisen nede. På den anden side set har startsættet vel også til formål at få dig igang med netop deres system (DCC, skinner m.v.) og derfor kan der godt ligge en god, indbygget rabat.

I det z21 startsæt jeg købte var både lokomotiv og vogne i den sædvanlige gode Roco kvalitet. Lokomotivet har været i deres katalog i mange år (for tiden som en SJ Rc3) og de to vogne er der vist ikke lige for tiden, men de dukker op med jævne mellemrum i forskellige bemalinger. Jeg kan se at jeg faktisk solgte både lokomotiv og de to vogne på eBay for sammenlagt 1053 kr. Sættet havde kostet 2235 kr, så prisen for z21 enheden, medfølgende WLAN router plus skinne ovalen blev altså 1182 kr. Det synes jeg stadigvæk er en god pris. Skinneovalen er fin til et prøvespor, men jeg kunne ikke drømme om at anvende hverken Rocos faste skinner eller en radius på kun 42cm.

Det væsentlige ved Rocos z21 er, at den har samme funktionalitet som Z21 hvad angår styring at dine lokomotiver. Brugerfladen er en app som du kan downloade gratis og den fungerer på samme vis hvad enten central enheden er en z21 eller en Z21.

Begrænsningerne ved z21 ligger i, at den kun leverer 1.5A istedet for 3.0A, men det skulle stadigvæk være nok til omkring 3 til 4 samtidigt kørende lokomotiver. Hvis mere kræves kan du tilføje en 3.0A booster ligesom i Z21 systemet. Der er også kun en spor tilslutning og ikke separate tilslutninger til programmeringspor eller sniffer. Ligeledes er der færre bus tilslutninger.

Sammenlagt, synes jeg ikke man skal afvise startsæt men blot se sig godt for.

mvh
Hans Peter

Avatar

Opstart på en modelbane - Hjælp

af Mejeristen, Vestjylland, 11/6 2020, 21:31 (1408 dage siden) @ Hans Peter Balle

Jeg takker for alle jeres meget brugbare svar, jeg er meget taknemlig over at i har siddet og skrevet nogle gode lange svar, tusind tak for det :-)
Jeg har valgt at køre DC og det bliver formentlig med Roco Line skinnerne uden ballast. Så må jeg begive mig ud i eventyret omkring det at lave ballast selv, det er en opgave jeg ser frem til men som også kommer til at kræve meget research og mange forsøg kunne jeg forstille mig.

Om jeg skal starte denne gang med et startsæt eller ej, er stadig noget jeg går og grubler lidt over ;-)


Med venlig hilsen

Christian

Jernbanebøger

På Skinnecykel i Danmark Og Sverige

På Skinnecykel i Danmark Og Sverige
Pris 90 kr.

Læs mere

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak