Digitalisering af tidsskriftet Spor og Baner
Jeg har ikke rigtigt vidst, om jeg skulle forholde mig til de fremførte synspunkter, men der er jo tale om relevante bekymringer, så jeg har valgt at gøre det. Grundlæggende synes der at være to af slagsen, så lad mig håndtere dem hver for sig:
- Det ville være praktisk, hvis alle digitaliserede tidsskrifter var at finde samme sted. Det er jeg fuldstændig enig i, og når jeg valgte at skrive om mit digitaliseringsprojekt i netop dette forum, var det fordi jeg antog, at det er her interesserede brugere færdes. Den fælles indgang til alle tidsskrifterne kan dog etableres af Signalpostens webmaster på fem minutter. Det kræver blot at menuen "Tidsskrifter" i bjælken foroven får tilført endnu to punkter: "Banen Online" og "Spor og Baner". Førstnævnte linker til Vido Hribars online numre af "Banen" og sidstnævnte til mit eget site med "Spor og Baner". Vil man gøre lidt ekstra ud af det, kan der på Signalpostens forside tilføjes et par sætninger om de nye links. Dermed har vi øjeblikkeligt en samlet indgang til alle fem blade.
- Hvad sker der, når jeg stiller træskoene, bliver sur, glemmer at betale for mit webhotel eller bare ikke gider mere? Igen er det en uhyre relevant diskussion, som jeg meget gerne medvirker til at løse. Jeg mener dog, det først og fremmest er Flemming Søeborg, der ejer materialet, så i samme øjeblik, jeg er færdig med digitaliseringen får han overdraget al materialet (de rå scanninger, de konverterede filer i høj opløsning, de OCR behandlede filer og de komprimerede, som er dem der ligger offentligt på mit site), hvis han da vil have det. Den dag jeg så ikke mere kan eller vil drive arkivet, kan andre (med Flemmings tilladelse) gøre med det, hvad de vil. Jeg indgår også meget gerne i en drøftelse af, hvordan et sådant problem kan tages i opløbet. Jeg tager bestemt ikke Flemmings materiale som gidsel.
Måske skal jeg også forklare, hvad der egentlig ligger bag digitaliseringsprojektet, Jeg skrev en lille artikel på mit eget site om modelbanetidsskrifter i Danmark. I forbindelse med dette arbejde ærgredes jeg over, at hverken Banen (de første 124 numre) eller Spor og Baner findes online. Da Vido Hribar desværre er død, kunne jeg ikke kontakte ham, men jeg skrev til Flemming Søeborg og spurgte, om han ikke havde overvejet at gøre bladet tilgængeligt online. Han svarede, at det havde han ikke overskud til, men jeg var velkommen til at gøre det selv. Da jeg lige er gået på pension, har jeg bedre tid, og jeg syntes efter lidt eftertanke, at du kunne være et spændende projekt at gennemføre. Derfor tilbød jeg Flemming at gøre det, hvilket han accepterede.
![[image]](https://ringgaard.dk/lego/sig/sigDBG.png)