Virkelighed og model

af Erik ,V. Pedersen ⌂ @, 30/4 2020, 01:37 (1456 dage siden) @ Claus Nielsen

Hej Claus.

Tak for ordene. Det er måske nævnt før -i dette forum: Egentlig var det jo nøden, der tvang os -dér i 1940-50-erne- til at lave det meste selv. Især i størrelse "0" / 1:45 var det ikke til at købe meget andet end skinneprofiler og ganske enkelte færdig-dele. Så var det herligt med klubkammerater, der lige vidste, hvilke 1:1-dele, der kunne genskabes i model (1:45 eller 1:87) af diverse tilgængelige emner. Det var utroligt, hvad "de gamle" kunne genskabe ud af "ingenting".

Det er nævnt tidligere, men kan ikke nævnes for ofte: Især farvehandler P. Adamsen, Gentofte mestrede den slags. Tænk at finde på, at den ene del af en gammel cykelslange-ventil, kan bruges som kakkelovn i et hus eller f. eks. i en post-/rejsegodsvogn. Tænk at anvende en gammel, udslidt flitsprøjte (kan sikkert søges på "nettet"), som kedel på e E-maskine i 1:45. Hertil endvidere konservesdåser, klips, kuglepennepatroner (dengang af messing), div. kobbertråd, jerntråd, tændstikker, ispinde, blok-bagsidekarton og bølgepap -- altsammen for blot at nævne noget. Jeg lærte hos ham, og vi skrev begge om det i SIGNALPOSTEN. Dengang en nødvendighed, men for mig "gik der sport i det" -- nu fortsætter jeg nok min tid ud, med disse materialer og hertil mere "moderne" materialer, som nu kuglepennepatroner (nu i plastik), kafferørepinde, moderne småbølget bølgepap, moderne tyndt gennemsigtigt/klart plastik i næsten alle tykkelser, the- og kaffeposer m.v. Og så havde jeg nær glemt noget af det vigtigste: Appelsinkasse-krydsfinér.

Det meste af det ses brugt f. eks. i mine nutidige 1:87 småfærgemodeller.

Ak ja - fantasien kender ingen grænser -- og her er det da i det mindste ikke økonomien, der umuliggør projekterne.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak