Selvfølgelig havde banken forberedt personalet på forholdsregler i forbindelse med røveri. Hvor knappen sad – og at penge blot skulle udleveres. At sikkerheden for ansatte og kunder til enhver tid kommer i første række. At oplevelser af den art kan have følgevirkninger i årevis. Ligeledes – og i anden omgang - de mange tips til hvorledes man vurderer højde, vægt, nationalitet og alder på en bankrøver. Årlige kurser og seminarer med politi og kolleger, der havde været så uheldige at skulle stå igennem en sådan voldsom oplevelse. Alligevel kom det bag på Lisbeth Andersen – da først hun stod midt i situationen. Hun forbløffedes over mange ting, da hun minutter efter røveriet sad tilbage med de andre og kunderne. Hun følte ikke frygt. Hun følte intet raseri mod forbryderen. Ingen følelser - anden end en uforklarlig fornemmelse af sommerfugle i maven… faktisk som da hun for efterhånden en årrække siden mødte Klaus. Næsten som en blanding af spænding og forelskelse. Bankrøverens smil og indbydende blik havde bragt hende i konflikt med sig selv. Hans aftershave sad i hendes næsebor endnu. Hun kendte den – var sikker på, at hvis hun gennemgik en snuseprøve hos f.eks MATAS – ville det nok komme i nærheden af duften af TABAC – eller ligefrem være TABAC. Ikke som Klaus’ sure Aqua Velva – fra FDB – som han havde brugt al den tid hun havde kendt ham. Det var det smil og hans øjne – lidt frækt og lidt anerkendende – som hun havde hæftet sig mest ved. Hun afhørtes af Politiet – opgav hendes estimat på højde, vægt alder og nationalitet. Han talte godt dansk – men med en ubestemmelig accent. Hun nævnte ikke aftershaven eller hans underfundige smil.
For John Forbes-Smith var bankrøveriet ren rutine. Næsten for kedeligt. Det var gået godt – helt efter bogen (hvis der ellers var skrevet bøger om den slags) – og udbyttet var efter omregning af danske kroner til pund – i omegnen af 7000 pund sterling – give some – take some. Flugtrute perfektioneret – spor minimeret. Han følte sig allerede et par timer efter røveriet ganske sikker på at dette ville ende op i en uopklaret sag for det danske politi. Som alle de andre røverier, han havde udført i det meste af vesteuropa de sidste 8 måneder. Han havde sat sig et mål: 100.000 pund – herefter afslutte karrieren som desperado abrupt. Og med dette seneste røveri – var pengene i hus. Han ville åbne et hotel i hans fødeland – Belize – hvor han kom til verden for nu 37 år siden. Men én ting var anderledes ved dette sidste røveri. Kassedamen. Allerede da han løb ind i banken og han routinemæssigt havde dannet sig et overblik over situationen, var han et øjeblik fanget af synet af hende. Antallet af kunder. De ansattes position og antal. Alle de ting som ville være uforudsigelige. Arkitektur og indretning med videre – havde han for længst undersøgt. Men kassedamen – hun var over de 30 – men havde et yderst tiltalende udseende. Disse lyse danske kvinder – havde hverken tiltrukket ham mere eller mindre end kvinder verden over i øvrigt. Men kassedamen…. – han havde under røveriet anvendt vel en 10 – 20 sekunder mere end nødvendigt for blot at indprente sig hendes udseende… Hvad der tiltrak ham ved netop denne kvinde, stod for ham som en gåde… men det var ham umuligt at få hende ud af sin hukommelse igen. Hun havde ikke virket synderligt chokeret eller angst. Mere var det som om hun udtrykte en slags nysgerrig interesse for hans person. Han følte en længsel – et begær – efter hende. Han ville risikere en hel del ved at opsøge hende eller blot prøve på, at finde frem til hendes identitet. 2 dage efter røveriet havde hans lyst til hende ikke fortaget sig – og han besluttede sig for at sætte alt på et bræt. (fortsættes)