Stort modeljernbanetræf på Danmarks Tekniske Museum

af Tommy Nilsson ⌂, Ringsted, 6/9 2017, 10:48 (2418 dage siden)
redigeret af Tommy Nilsson, 6/9 2017, 15:08

[image]
Pressemeddelelse
Stort modeljernbanetræf på Danmarks Tekniske Museum.
Kom og oplev en kæmpe verden i miniature, når museet slår dørene op for årets flotteste modeljernbanetræf den 16. og 17. september. Der vil være metervis af jernbane med sjov teknik, perfekte modeller af togmateriel og landskaber samt historiske stationsmiljøer og bygninger. Det bliver en uforglemmelig oplevelse for hele familien.
Til træffet kan du opleve modelbaneanlæg fra 16 forskellige klubber. Modeltogene kører rundt i museets store haller, så alle besøgende kan opleve togbanerne på helt tæt hold. Der vil være alt fra små baneanlæg på 2x2 meter med masser af finurlige detaljer til kæmpe store anlæg med mange tog med lange vognsæt, og tilmed et meter langt lokomotiv, der drives af en rigtig dampmaskine.
Du kan også møde de mange entusiaster, der står bag modellerne og høre mere om, hvad de brænder for og hvordan de arbejder. ”Vores medlemmer går utroligt meget op i at skabe en fuldstændig 1:1 kopi af virkeligheden. Det kræver, at man lægger mærke til alle detaljer og kan se det store i det små”, fortæller Lars Lolk Hauge, der er formand og mentor for ModelBaneBanden, der er en klub for unge modelbaneentusiaster, som mødes hver måned for at bygge på deres anlæg, tale om tog og skinner og hygge sig med vennerne.
Museets eget mini-tog, Parkbanen kører også hele weekenden, så du kan komme ud og få luft i håret, og en sjov tur rundt på museets 800 meter lange togbane.
Praktisk information
Modeljernbanetræffet kan opleves af alle museets gæster i weekenden 16. og 17. september fra kl. 10 til 17. Det er gratis at deltage, når der er betalt entre til museet. Entré prisen er 90 kr. for voksne, 80 kr. for pensionister og studerende og gratis for børn under 18 år.
Danmarks Tekniske Museum ligger ca. 30 minutters kørsel fra København. Af offentlig transport holder busserne 802 og 353 ved museet. Se også www.tekniskmuseum.dk
For yderligere information, kontakt venligst
Direktør Jesper Buris Larsen, E: jebl@tekniskmuseum.dk, T: 2713 2222

--
Tommy Nilsson
Webmaster
www.signalposten.dk


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak