Ckm fra A.C.M.E. Interiør

af Flemming Søeborg, 26/4 2017, 23:15 (2549 dage siden) @ cm

Det virker som om, at debatten om CKM-vognen er gået i stå - men den fik da "15 minutters berømmelse". Nu har jeg omsider fået vognen, og naturligvis måtte jeg skille den ad som det første. Det er ret møjsommeligt, selvom vognkassen blot er klipset på undervognen, men det lykkedes til sidst - uden at der røg noget af. Et tip inden adskillelsen: Løsgør de to elkabler i hver gavl fra undervognen, ellers knækker de nok under forårsmanøvren. Nyd i øvrigt synet af de ætsede trin under dette arbejde - og pas på dem.

Det store spørgsmål drejede sig om indretningen - og den er i særdeles grad konferencepræget: Der er ét langt bord med sirligt opstillede stole - 40 i alt. Værsågod at fylde dem med mødedeltagere! På grund af materialetykkelse m.v. er der ikke plads til ben eller store armbevægelser, så man må finde nogle ret ensartede, smalle personer, hvis man vil befolke vognen. På den anden side skal figurerne nok ikke være for ensartede, med mindre man vil lave et nordkoreansk plenarmøde...

Det særlige clou ved denne indretning er tavlen på treben for enden. Der står min sandten også en besked til mødedeltagerne: Velkommen. En flot detalje. Ellers er indretningen spartansk, men der skal jo også være noget til de kreative sjæle.

Hvis nogle ellers kan huske så langt tilbage, bragte jeg i Spor og baner nr. 19 en foromtale af CKM-vognen - dengang troede vi alle, at den stod lige foran udlevering, men så skete der vist "noget" i Kina, der sinkede projektet. Alessandro Buonopane fra A.C.M.E. fortalte. at der var forberedt tre forskellige indretninger - konferencebordet (som denne model har), borde og stole i "caféopstilling" og næsten helt ryddet vogn (danseversion). Om de andre udgaver kommer - ja, det afhænger vel helt af, hvor stor interesse, der er for modellen.

[image]

Stole og kæmpebord til benyttelse af tilskårne Preiser- eller kibri-figurer

[image]

Velkomst-tavlen - og her tager jeg afsked.

Med venlig hilsen,

F. Søeborg


Hele emnet:

 RSS Feed af emne



Jernbanebøger

På Sporet af 2017

På Sporet af 2017
Pris 230 kr.

Læs mere

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak