Sporbygning i skala N

af cslundsten, 26/9 2016, 22:25 (2739 dage siden)

Der er endnu ikke noget færdigt at vise frem på mit anlæg, der ligesom det tidligere anlæg er amerikansk skala N. Men anlægsbygningen er i fuld gang og her er mit indspark om beskæftigelsesterapi...

Én af de ting der som regel skriger "SKALA N!" på et foto er sporet med det typisk alt for stort skinneprofil. Mit tidligere anlæg var bygget med "code 55"-spor, hvilket er det mindste skinneprofil hvor der kan købes færdiglavet spor. I hvert fald amerikansk spor. Og code 55 er for stort selv til et kraftigt hovedstrækningsspor. Et mere korrekt profil havde været ca. code 50 eller mindre, og endnu mindre for sidespor. Patinering og ballastering kan i nogen grad kompensere for det store skinneprofil men jeg var ikke tilfreds med helhedsindtrykket.

Det nye anlæg bliver derfor lagt med code 40 skinneprofil, hvilket er den mindste standardprofil der kan købes. Og code 40 passer i højden nogenlunde til ældre spor og sidespor. Men det er kun flexspor der kan købes færdigt. Endda flexspor der giver problemer med at flangerne på de fleste lokomotiver rammer "skinnesømmene", så det er lidt op ad bakke.

Derfor bliver det nye spor håndlagt. Dog med hjælp af diverse halvfabrikata og værktøjer/lærer fra FastTracks. Og mellemregningerne og resultatet ses på fotoet, selvom skala N jo ikke ligefrem er skabt til nærbilleder:
[image]

Forrest ses til højre det færdige resultat minus ballast. Og bag det ses det rå spor, hvor skinnerne er loddet på sveller af printplade. Til venstre der tilføjet træsveller. I typisk amerikansk stil ligger hovedsporet i dybere ballast, og dermed synligt højere, end sidesporet. Og svelleafstanden er forskellig. Begge spor er lagt på støjdæmpende underlag, idet der nedenunder er styropor som kobler lyd alt for let.

En væsentlig årsag til at jeg turde kaste mig ud i projektet er at der på det gamle anlæg var 2 håndbyggede sporskifter og et afløbssporskifte. Alle bygget af Erik Olsen (se http://modelbaneteknik.dk/n-scale/track/spskbygn.htm) ud fra et ønske om en bestemt geometri. Og de sporskifter fungerede perfekt så det kunne altså lade sig gøre, især når man nu kan købe hjælpeværktøjerne (men som Erik selv måtte lave). Og med lidt øvelse går det faktisk ganske fint, selvom der da jævnligt er nye ting at lære..!

Det håndbyggede spor har ikke samme detaljer som fabriksfremstillet flexspor, men på betragtningsafstand ser det fint ud. Faktisk bedre end færdigkøbt spor. Og forhåbentlig vil det på billeder af det færdige anlæg ikke være sporet der gør sig bemærket.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak