Sóller-sporvogne i model

af Søeborg, 21/8 2015, 10:02 (3143 dage siden)
redigeret af Søeborg, 21/8 2015, 10:07

Nu har der været nogle indlæg i et af de andre fora om sporvognene mellem Sóller og Puerto de Sóller, og så kunne det måske være på sin plads at vise nogle modeller.

På banegården i Sóller købte jeg sidste år dette meget omfattende byggesæt af en original Sóller-motorvogn (nr. 1-3) i skala 1:24 (man kan indbygge en LGB-undervogn). Det indeholder bunker af træ, metaldele osv. til bygning af en model - hvis man er ferm til træ- og metalarbejde, kan der komme en flot model ud af det. Flere steder i de to byer var der udstillet færdige modeller. Prisen for sættet er cirka 750,- DKK.

[image]

Jeg kunne hurtigt se, at livet var for kort til bygning af denne model, så jeg valgte i stedet at gå samme vej som sporvejsselskabet gjorde sidst i 1990'erne, da de stod over for at skulle udvide vognparken. De købte en håndfuld Lissabon-sporvogne og byggede dem om (læs historien i Spor og baner nr. 18, 19 og 21!). Det var ikke problemfrit, men det lykkedes dog.

Den samme metode valgte jeg: Jeg købte nogle H0m-modeller af de pågældende Lissabon-motorvogne fra producenten Amarélis i Portugal og konverterede i første omgang en enkelt til nuværende Sóller-udseende. Reelt skal man have to ens motorvogne samt to mellemvogne for at danne et komplet vogntog, men det må komme senere. Motorvognene har nr. 20, 21, 23 og 24. Nr. 22 er ombygget til det ældre udseende med knækkede fronter.

[image]

Det østrigske firma Halling har også haft Lissabon-udgaven fra Sóller i sortimentet, men modellen er for tiden ude af produktion og har været det over et år. Hvis efterspørgslen er stor nok, kan de måske overtales til at påbegynde en ny produktion.

[image]

Og så kører vi - med fuldt åbne vinduer!


Med venlig hilsen,

Søeborg


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak