Nybegynder igen - efter mere end 30 års pause

af Per Hauberg, 18/9 2014, 19:25 (3505 dage siden)

Goddag, Forum -

Nu skal det altså være.
Modelbanen, der blev skrottet for 30-35 år siden, skal i gang igen - og denne gang kan det blive det danske anlæg, jeg sukkede efter i mine unge dage.
Og selvom den mest oplagte leverandør (på stepperne syd for Tranbjerg) tydeligvis ikke gider lave treleder-køretøjer, er gamle fordomme altså stærke nok til, at det bliver vekselstrøm igen. -Så må tingene jo komme andre steder fra.

Samtidig med, at jeg glæder mig over det væld af danske modeller, der er dukket op i mellemtiden, gruer jeg så ved tanken om at skulle sætte mig ind i noget digitalvæsen, -eller køre håbløst (?) gammeldags videre analogt.
Så vidt jeg i første omgang fatter det, står valget her mellem Märklins egne produkter eller Uhlenbrock. Prisforskellen forekommer mig voldsom - er Märklin så meget bedre...?

Trods pausen har jeg undervejs købt en del - hovedsageligt Heljan, som i det løb har høstet et par slemme minusser omkring Frichs-MY'erne. Jeg forudbestilte og -betalte den ret høje pris for de to eksemplarer, -ventede pænt -og længe, for så at modtage noget, der ikke engang var samlet færdigt. Mine gigtplagede hænder tillader ikke, at jeg selv går i gang med boremaskine over så dyre modeller, så de ligger fortsat i deres æsker uden diverse løsdele (puffer mm) er monteret. Værre endnu synes jeg, det var, at prisen blev dumpet meget kort tid efter udlevering af de forudbestilte lokomotiver. -Det var ingen fin måde at sige tak for opbakningen på. Nogle MY og MO og godt med fine, brune vogne, Rocos (røde !) MA og HobbyTrades nydelige, men lidt rigeligt plasticskinnende SM venter også på at komme på skinner. Intet har kunnet prøvekøres, så jeg er vel lidt spændt på, om alt nu kan komme ud at køre.

Udover mit spørgsmål om digitalstyringen herover, vil jeg også gerne høre forummets medlemmer om erfaringer med Heljans damplokomotiver. De ser afsindigt flotte ud; men jeg synes lidt for ofte jeg hører, at de - i hvert fald, når der sidder en slæbesko underneden - egner sig bedst til vitriner. -Skal jeg gå efter et tema, hvor fyrene er slukket, og MY har taget endegyldigt over - eller hvad siger I ?

Jeg håber meget, der må være gode råd at hente hos dette forums garvede modelbanefolk, og glæder mig vildt til at komme i gang.

vh

Per


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak