Lisbeth Andersen hadede turene med Klaus til hendes svigermor i Kalundborg. Disse røvsyge lørdage, hvor Klaus og hans mor Agnethe nærmest talte hen over hovedet på hende – hvor hendes mening ikke var efterspurgt, hendes tilstedeværelse ikke ønsket og alligevel afkrævet – og hvor hun allernådigst kunne give tilbud om at hjælpe med opvasken. Frem og tilbage i DSB’s røvsyge tog – fordi Klaus ikke ville anskaffe bil – de penge skulle spares op til ferier som de aldrig kom afsted på alligevel. Hun takkede guderne for at Klaus var konstateret steril – og for at børn aldrig var blevet til noget i hendes – også i andre henseender -tomme ægteskab. Heller ikke Klaus’ sterilitet var et tema… Agnethe beskyldte Lisbeth for simpelthen at være ”gold”.
Tidligere sporvognskonduktør – nu P-vagt ved Københavns Kommune – Klaus Andersen havde sat sig mageligt tilrette ved sin hustru i toget til Kalundborg. Han glædede sig. Den stod på frikadeller hos hans mor – en livret som hans ubehjælpsomme kone Lisbeth aldrig havde kunnet matche helt. Uanset hvor mange gange hun havde forsøgt sig – var frikadellerne aldrig helt blevet helt det samme i Lisbeth’s køkken, som hjemme hos hans mor. Det var som om Lisbeth nægtede at gøre sig umage. Hun havde ikke sjælen med i det. Han konstaterede tilfreds, at toget afgik planmæssigt fra København H og han følte næsten duften af hans mors frikadeller i næseborene – selvom dette naturligvis var umuligt. Først troede han, at Lisbeth rejste sig hurtigt op fra hendes plads ved hans side. Da han kiggede op – stod en fremmed mand med en pistol og sigtede på ham. Lisbeth holdt han med et greb om hendes arm og pistolen begyndte at vinke ham op af sædet. ”Hov – hvad fanden…” nåede han at sige – så blev pistolens munding presset fast mod hans brystkasse og Klaus måtte følge med. Udenom forbryderen og Lisbeth og i retning af mellemgangen – nu gående forrest med pistolmundingen mod ryggen. I mellemgangen sparkedes han i knæhaserne og sank uvilkårligt ned på knæ. Han fik på et dansk – med accent – besked på at holde hænderne om baghovedet.
Lisbeth blev med et rykket op af sædet af en myndig hånd der havde et fast tag i hendes overarm. Hun genkendte først aftershaven – så bankrøveren fra i Torsdags. Han havde en pistol – som han holdt i retning af Klaus – og et kort øjeblik håbede hun på at bankrøveren ville trykke af. En mor med et barn flygtede bort i retning væk fra mellemgangen. Bankrøveren flyttede grebet fra hendes overarm og holdt hende nu med hans ubevæbnede arm om ryggen på hende. Fast og myndigt – og alligevel nænsomt. Klaus blev dirigeret ud i mellemgangen. ”Hov – hvad fanden…” – var det eneste han havde sagt – herefter stod frygten malet i hans ansigt. Lidet anede Lisbeth hvad der nu skulle ske – men inderst inde følte hun en taknemmelighed overfor skæbnen – ja for afbrydelsen af en i detailler forudsigelig deprimerende lørdag i Kalundborg.
Da toget standsede havde bankrøveren lettet sit tag om hende og pistolen var vist forsvundet ned i hans jakkelomme. Han tog hendes hånd i hans. Klaus vendte stadigt ryggen til og dirrede – formentlig af frygt for sit eget liv. Dørene gik op. De stod af i Roskilde.

mvh
Chr